Nyheder19. august 2023

26.000 personer på flugt fra skovbrande

De Kanariske Øer er lige nu ramt af "den mest komplekse brand i 40 år" ifølge myndighederne
Skovbrandende på De Kanariske Øer har sendt 26.000 mennesker på flugt.
Skovbrandende på De Kanariske Øer har sendt 26.000 mennesker på flugt.
 Foto: Ritzau Scanpix

26.000 personer er blevet tvunget til at flygte fra en skovbrand på spanske Tenerife, der er den største af De Kanariske Øer.

Det oplyser spanske beredskabstjenester lørdag.

- Foreløbige vurderinger viser, at over 26.000 personer menes at være blevet evakueret, lyder det på det sociale medie X - det tidligere Twitter.

Tallet er noget højere, end hvad der blev oplyst fredag. Her lød det, at omkring 4500 mennesker var blevet evakueret.

Branden brød ud tirsdag i et bjergrigt område i det nordøstlige Tenerife.

De Kanariske Øers præsident, Fernando Clavijo, har kaldt den for den mest "komplekse" brand, der har ramt De Kanariske Øer i 40 år. Det skyldes områdets topografi, de høje temperaturer og vind, der ofte skifter retning.

Præsidenten har desuden oplyst, at branden har ødelagt omkring 5000 hektar og har en omkreds på 50 kilometer.

Til sammenligning er den danske ø Fanøs areal på 5600 hektar.

Skovbranden på Tenerife brød ud, efter at øgruppen var ramt af en hedebølge, der udtørrede mange områder.

I takt med globale temperaturstigninger på grund af klimaforandringer advarer forskere om, at hedebølger vil blive hyppigere og mere intense.

I 2022, der var et særligt slemt år for naturbrande i Europa, var Spanien det land, der var hårdest ramt med næsten 500 brande, der ødelagde mere end 300.000 hektar.

Det viser data fra Europas informationsmyndighed for skovbrande, Effis.

Tal fra Effis viser, at 76.000 hektar indtil videre er blevet ødelagt af i alt 340 brande i Spanien.

Tenerife, der er en populær ferieø, ligger i Atlanterhavet vest for Afrikas kyst. Der bor knap en million mennesker på øen.

Sponsoreret indhold