Krimi9. august 2023

Stor naturbrand hærger: Forventer at afslutte slukning onsdag

Borgere måtte evakueres midlertidigt efter branden opstod, men nu forventes det snart, at branden er under kontrol
Naturbranden opstod tirsdag eftermiddag på en skråning ved Kystvejen nær den nordjyske landsby Vangså syd for Klitmøller.
Naturbranden opstod tirsdag eftermiddag på en skråning ved Kystvejen nær den nordjyske landsby Vangså syd for Klitmøller.
 Foto: presse-fotos.dk

Nordjyllands Beredskab forventer at afslutte slukningsarbejdet i forbindelse med en naturbrand ved Klitmøller i Thy i løbet af onsdag.

Det fortæller beredskabets direktør, Diana Sørensen, til TV Midtvest.

- Hvor meget det blæser i dag, er afgørende for, hvornår opgaven er afsluttet, men jeg har en forhåbning om, at vi er færdige, inden det bliver mørkt, siger direktøren onsdag morgen.

Naturbranden opstod tirsdag eftermiddag på en skråning ved Kystvejen nær den nordjyske landsby Vangså syd for Klitmøller.

Kraftig vestenvind betød, at branden over eftermiddagen spredte sig mod øst.

Borgerne i Vang, som ligger længere østpå, blev evakueret, fordi kraftig røg drev ind over byen.

Der blev i den forbindelse oprettet et midlertidigt evakueringscenter i Sjørring-hallen.

Branden kom imidlertid under kontrol, og borgerne blev derfor sendt hjem tirsdag aften.

Beredskabet anslår indtil videre, at 65 hektar er gået op i røg. Det svarer til cirka 100 fodboldbaner.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne eller bygninger i brand.

Beredskabet vidste tirsdag ikke, hvordan branden opstod. Og det er da også ualmindeligt at se større naturbrande efter lang tid med regnvejr, sagde Diana Sørensen i den forbindelse.

- Umiddelbart burde der ikke kunne være naturbrande i den størrelsesorden efter det vand, der er kommet i juli måned og også i går (mandag, red.).

- Men det er simpelthen vinden, der gør, at det grønne i naturen alligevel kan brænde, og at branden flytter sig over stor afstand, lød det tirsdag.

Sponsoreret indhold