Krimi16. april 2024

Kenneth hjalp forbrændt pige ned fra taget: - Jeg har svært ved at sove om natten

Kenneth Hansen får fortsat flashbacks til den uhyggelige torsdag aften, hvor han fik hastet en forbrændt pige under bruseren på sit badeværelse
Kenneth Hansen er psykisk ramt efter den voldsomme oplevelse.
Kenneth Hansen er psykisk ramt efter den voldsomme oplevelse.
 Privatfoto

Kender du mere til sagen? Skriv en fortrolig mail til journalisten på saad@sh.dk

LÆS OGSÅ: Efter eksplosion i Helsinge: 12-årig pige i kunstig koma

- Jeg har svært ved at sove om natten i øjeblikket. Jeg får fortsat flashbacks til den forfærdelige aften, men heldigvis har krisehjælpen hjulpet.

Sådan fortæller 43-årige Kenneth Hansen til SE og HØR om eksplosionen torsdag aften i Helsinge, hvor han fik hjulpet en 12-årig forbrændt pige ned fra taget.

Klokken var cirka 19.30, hvor Kenneth Hansen lavede aftensmad sammen med sin søn i lejligheden. De hørte pludselig et brag og kunne se genstande ramme deres vindue.

Kenneth Hansen løb efterfølgende ud i haven med sin søn og kunne se, at der havde været en eksplosion på første sal hos naboen.

- Vinduet var eksploderet. Der sad to piger på taget, det var virkelig en kritisk situation. Jeg måtte sige til min søn, at han skulle løbe op på sit værelse med det samme. Det var ikke noget, han skulle opleve, fortæller Kenneth Hansen til SE og HØR.

Kenneth Hansen spurtede hen mod taget, hvor pigerne (den 12-årige samt en 10-årig pige, red.) sad - den 12-årige var stærkt forbrændt.

- Hun var forbrændt i ansigtet og begge hænder. Hun sad tættest på mig, og jeg blev nødt til at hjælpe hende, for hun havde det værst, fortæller Kenneth Hansen.

Mens den 10-årige blev hjulpet ned af en anden mand i nærheden, hoppede den 12-årige pige ned fra taget og i armene på Kenneth Hansen, der hastede hende hjem i sin lejlighed under bruseren. Her ringer han 112.

- Pigen var meget bange. Jeg skyllede koldt vand ned over hende med det samme. Mens jeg ringede 112, kunne jeg høre skrig hos naboen. Jeg kunne bare mærke, at der var noget helt galt.

Mens pigen blev siddende under bruseren, løb Kenneth Hansen ind i nabolejligheden, hvor han fandt en mor i chok. Og ovenpå sad en pige helt alene på væreslet.

- Jeg sagde til moren, at der var brand oppe på værelset. Hun var meget rystet over hele situationen, fortæller Kenneth Hansen.

Kenneth Hansen løb sammen med moren op på første etage, men døren til værelset var låst. Derfor måtte han benytte alternative metoder til at få døren op.

- Jeg sparkede døren op og kunne konstatere, at der var brand i venstre side af værelset. Men jeg kunne ikke se, hvor på værelset pigen sad. Men heldigvis blev hun fundet.

- Det var en meget uhyggelig sitution, for man frygtede det værste.

Efterfølgende løb Kenneth Hansen tilbage hjem til sin lejlighed, hvor den forbrændte pige fortsat sad under den kolde bruser.

- Hun var fuldstændig rystet og forbrændt. Det var ikke rart at se så lille en pige have det på sådan en forfærdelig måde.

Da politi, ambulance og brændvæsen nåede frem, blev Kenneth Hansens naober hastet til hospitalet, og han har også selv haft flere besøg på hospitalet efter den voldsomme oplevelse.

Sådan så det ud torsdag aften i Helsinge efter eksplosionen.
Sådan så det ud torsdag aften i Helsinge efter eksplosionen.
 Foto: Presse-fotos.dk

- Både min søn og jeg har været på akutmodtagelsen. Vi har også talt med en krisepsykolog og snakket det hele igennem.

- Vi har det begge fint, men det er klart, at man får billederne i hovedet.

- Men vi er gode til at tale om det i familien, lyder det fra Kenneth Hansen.

- Hvordan er stemningen i beboerområdet efter eksplosionen?

- Der er en trygget stemning, men vi er gode til at tale sammen, når vi møder hinanden. Der er et godt fællesskab, lyder de afsluttende ord fra Kenneth Hansen.

I alt fire piger på henholdsvis 10 og 12 år samt en 44-årig kvinde kom til skade i forbindelse med den voldsomme eksplosion torsdag aften i Helsinge.

SE og HØR har været i kontakt med Nordsjællands Politi, der af hensyn til tavshedspligten ikke kan fortælle yderligere om pigernes eller kvindens tilstand.

TV 2 talte dog fredag med faren til en af de 12-årige piger, der fortalte, at datteren er i kunstig koma.

SE og HØR har tirsdag forsøgt at høre, hvor langt Nordsjællands Politi er nået med efterforksningsarbejdet i Helsinge.

Her lyder det, at politikredsen fortsat er i gang med de tekniske undersøgelser på stedet.

Sponsoreret indhold