Krimi24. april 2024

Brians hovedløse krop blev fundet i et akvarie - men hvem slog ham ihjel?

En ny krimiserie vil dykke ned i det mystiske – og makabre – drab på amerikanske Brian Egg
Brian Eggs hovedløse krop blev fundet i et akvarie i 2018 - siden har man forsøgt at opklare den uhyggelige drabssag. 
Brian Eggs hovedløse krop blev fundet i et akvarie i 2018 - siden har man forsøgt at opklare den uhyggelige drabssag.
 Foto: Privat

Mystisk. Makabert. Mareridtsagtigt. Det er ord som disse, der bedst beskriver det uopklarede drab på Brian Egg.

Den 65-årige blev dræbt i 2018 – og drabet blev opdaget på ganske uhyggelig vis. Politiet fandt således Brians hovedløse lig i et akvarie i et hus i San Fransisco.

Nu vil en ny krimiserie – den såkaldte ”Unsolved”-serie – så forsøge at dykke endnu mere ned i den uhyggelige drabssag.

Det skriver det amerikanske medie People.

Sagen om Brian Egg tog sin begyndelse i sommeren 2018. Her begyndte Brians familie at blive bekymret, da de ikke kunne få fat i ham. Hans bror havde gentagne gange forsøgt at ringe til ham, men hver gang gik telefonen på svarer. Det undrede broren, der kun blev endnu mere bekymret, da han syntes, at stemmen på telefonsvaren lød anderledes.

Flere gange opsøgte politiet da også Brians hjem i San Fransisco, men hver gang var der ingen, der åbnede døren. Politiet valgte dog ikke at gøre mere – heller ikke selv om naboer kunne fortælle, at to mistænkelige mænd havde gået til og fra huset de seneste uger.

Til sidst lykkedes det dog politiet at finde frem til de to mystiske mænd, Robert McCaffrey og Lance Silva. Begge blev sigtet for drab på Brian Egg – men politiet havde på det tidspunkt hverken tunge beviser eller liget af ham.

Sidstnævnte fandt politiet først 17. august 2018. Her gennemsøgte betjente endnu engang Brians hjem, og i kælderen fandt de et efterladt akvarie. Deri lå Brians krop – men ikke hans hoved.

Gerningsmændene havde slet og ret skåret hovedet af den 65-årige mand, før de smed liget af hans krop i akvariet.

Selv om politiet i første omgang havde Robert McCaffrey og Lance Silva i søgelyset for det brutale drab, blev de kort efter løsladt, lige som sigtelserne mod dem blev frafaldet. Der var ikke nok beviser.

Derfor er det den dag i dag – næsten seks år senere – stadig et mysterium, hvem der slog Brian ihjel – og hvorfor. Håbet er, at den nye krimiserie kan give flere svar.

Sponsoreret indhold