Krimi9. august 2023

Brand på bosted: Person anholdt

Personen er selv beboer på bostedet
Flere patruljer, brandvæsen og ambulance er til stede ved bostedet i Faxe. 
Flere patruljer, brandvæsen og ambulance er til stede ved bostedet i Faxe.
 Foto: presse-fotos.dk

Politiet har onsdag morgen anholdt en person for at stå bag en brand på et bosted i den sydsjællandske by Faxe.

Det oplyser Nicolai Lynge, der er vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Personen er selv beboer på bostedet, hvor folk med psykiske vanskeligheder sidder. Han mistænkes for at have sat ild til noget på sit eget værelse, og det skal have ført til branden.

Politipatruljer, ambulance og brandvæsen er til stede på adressen. Brandfolk forsøger onsdag morgen at få branden under kontrol.

Ingen personer er dog kommet til skade i forbindelse med branden.

- Da vi kom frem til stedet, var alle beboere allerede ude af bygningen, siger Nicolai Lynge.

Derfor har det heller ikke været nødvendigt at undersøge nogen for eventuel røgforgiftning.

Sponsoreret indhold