Kongelige30. marts 2023

USA venter på Joachim: Sammenlignes med Harry

De røde løbere er allerede ved at blive rullet ud i Washington og omegn
Prins Joachim
De røde løbere er ved at være klar på den anden side af Atlanten, for amerikanere elsker prinser som Joachim, 53, der tager til staterne som næste skridt i sin karriere i Forsvaret.
 Foto: Hanne Juul

LÆS OGSÅ: Prins Joachim skal ikke have apanage, mener danskerne

Det er først til sommer, at romantiske Paris skiftes ud med den mest kriminelle delstat i USA for prins Joachim og hans efterhånden titelfattige familie.

Men amerikanerne er for længst begyndt at se frem til, at de får en prins, en prinsesse, en greve og en komtesse mere til “the land of the free”.

Prins Joachim, kronprins Joachim og dronning Margrethe
De amerikanske medier noterer sig, at flytningen sker, efter dronning Margrethe tydeliggjorde, at Frederik og hans familie har større betydning end Joachims gren med fjernelsen af ungernes titler.
 Foto: Hanne Juul

Flere af landets store medier som Fox News, People Magazine og Vanity Fair har skrevet historien om, at Joachim er på vej til Guds eget land.

“Prins Joachim af Danmark annoncerer flytning til Amerika efter hans børn mistede deres titler”, skriver New York Post i deres overskrift.

“Flytningen vil sende familien endnu længere fra dronning Margrethe og resten af den kongelige familie”, skriver Town & Country Magazine.

Der er masser af overskrifter om Joachim i USA

Harry på den anden kyst

Alle medierne fortæller amerikanerne historien om, at den danske prins tager til USA i kølvandet på dronningens beslutning om at fratage Joachims børn det fineste, de havde: Deres prinse- eller prinsessetitel.

Og så sammenligner de Joachims situation med den verdensberømte, detroniserede britiske prins Harry – som også er bror til en kronprins, William.

Meghan Markle og prins Harry
Meghan, 41, og prins Harry, 38, er allerede smuttet fra det britiske kongehus og er flyttet til USA.
 Foto: Ritzau Scanpix

– Prins Joachim hægter sig på andre royale indbyggere i USA. Prins Harry og Meghan Markle flyttede til hendes hjemstat Californien i 2020, efter de trådte tilbage fra deres royale roller i den britiske kongefamilie. De bor i Montecito med deres børn, skriver People.

Vilde amerikanere

Det lyder måske vildt, at amerikanerne går sådan op i, at en tidligere landmand fra Sønderjylland flytter til hovedstaden for at arbejde som forsvarsindustriattaché, hvor tusinder af andre mennesker fra eksotiske egne også arbejder i diplomatiet. Men titlen betyder virkelig noget “over there”.

Prins Joachim
Hvis nogen har manererne til at gøre danske hoser grønne i de fineste amerikanske omgangskredse, så er det den velformulerede militærmand, der er opvokset på Amalienborg.
 Foto: Lars H. Laursen

– Amerikanerne er fuldstændig vilde med “royalty”. Det er guld værd i USA, hvis du er prins eller fyrste eller grevinde eller sådan noget fra Europa, så hører du til det bedste selskab, fortæller tidligere forsvarsminister Hans Engell.

Han mener, at Joachims titel som prins kan åbne enhver dør i Washington og omegn.

– Det er sjovt nok, for amerikanerne er så stolte af, at de er en republik og ikke et monarki – men der ikke mange lande, der er mere begejstrede for kongelige end USA, fortæller han.

Sponsoreret indhold