Kongelige12. september 2023

Fingrene tapet ind: Prinsesse Kate er kommet til skade under leg med børnene

Det er ikke kun kronprins Frederik som kommer til skade under trampolinlege med børnene – nu er det prinsesse Kate som er kommet galt afsted
Prinsesse Kate Middleton kunne heldigvis stadig bruge sin hånd, selvom fingrene var blevet tapet ind efter en mindre trampolinulykke med børnene.
Prinsesse Kate Middleton kunne heldigvis stadig bruge sin hånd, selvom fingrene var blevet tapet ind efter en mindre trampolinulykke med børnene.
 Foto: Kin Cheung/AP/Ritzau Scanpix

Et par af fingrene på højre hånd var tapet ind, da prinsesse Kate besøgte fængslet HMP High Down i Sutton, Surrey.

Smilet var ikke gemt væk til trods for, at prinsesse Kate havde fået tape rundt om fingrene på højre hånd.
Smilet var ikke gemt væk til trods for, at prinsesse Kate havde fået tape rundt om fingrene på højre hånd.
 Foto: Kin Cheung/AP/Ritzau Scanpix

Prinsessen af Wales fortalte til den fremmødte presse, at hun havde været ude for en trampolinulykke, hvor hun var i gang med at lege med børnene derhjemme.

Det skriver Sky News.

Prinsesse Kate beskriver heldigvis skaden som ”en lille skade, og ikke noget seriøst”.

Den 41-årige prinsesse har heller aldrig lagt skjul på, at hun er glad for sport.

For et par dage siden fortalte hun i podcasten ”The Good, The Bad, And the Rugby”, at hendes familie altid har været aktive.

- Jeg kan huske at vi altid har været fysiske og vi brugte vores kroppe, hvad enten det var gåture, vandreture ved de skotske søer eller svømning i en tidlig alder.

- Mine forældre har altid fortalt os at være fysisk aktive og sporty.

En skade på trampolinen med børnene er åbenbart en kongelig ulykke.

I 2016 var kronprins Frederik ude for noget af en ulykke, da han fik et brud på halsrygsøjlen under en trampolinulykke.

Den ulykke skete i forbindelse med trampolinspring ved et privat arrangement i en gymnastiksal.

Imens prinsesse Kate for nu kan nøjes med lidt tape på fingrene, fik kronprins Frederik halskrave på – en halskrave som han fik at vide dengang, at han skulle have på i 12 uger.

Sponsoreret indhold