Kendte5. maj 2022

TV 2-vært afslører: Snakker ikke med sin mor og far

"Go' Morgen Danmark"-kendissen flyttede hjemmefra som teenager og har i dag ikke en relation til sine forældre
https://imgix.seoghoer.dk/janni_1_2.jpg
 (Foto: Hanne Juul)

15 år.

Så ung var tv-værten Louise Wolff, da hun flyttede hjemmefra.

"Go' Morgen Danmark"-værten er i dag 43 år gammel og har i årevis ikke haft noget som helst med sine forældre at gøre.

Det fortæller hun i et nyt interview i denne måneds udgave af Alt for Damerne.

Louise Wolff var i årevis vært på programmet "Sporløs", hvor hun hjalp med at føre familiemedlemmer sammen igen.

Hendes egne forældre tyder det dog ikke på, at hun har planer om at genskabe kontakten til.

- Det er ikke, fordi der er et stort skænderi eller noget, men over årene er vi gledet længere og længere væk fra hinanden, siger tv-værten i interviewet og fortæller, at hun slet ikke har et forhold til sine forældre den dag i dag.

Ifølge Louise Wolff begyndte forholdet til hendes forældre at skrante, da forældrene blev skilt.

Dengang var Louise Wolff 12 år gammel og måtte passe på sin lillebror, fordi faderen flyttede til Grønland, og moderen havde skiftende arbejdstider.

Da hendes mor fik en ny kæreste, som "ikke var interesseret i, at der fulgte børn med i pakken", valgte Louise Wolff som blot 15-årig at flytte hjem til sin tante og onkel på Bornholm.

Herefter gled kontakten med forældrene længere og længere ud i sandet, og i dag har de altså ingen kontakt.

- Jeg har faktisk ingen relation til dem længere, fordi det gik af fløjten dengang. Der gik nogle år, hvor det gradvist blev dårligere, og i dag ses vi ikke.

"Go' Morgen Danmark"-værten har selv to børn, som er henholdsvis 2 og 5 år. Dem deler hun med kæresten Jonas Bøgh, som hun har dannet par med i otte år.

Sponsoreret indhold