Kendte4. august 2023

Nedturen total: Tori Spelling flytter i campingvogn

Det står helt skidt til for "Beverly Hills 90201"-stjernen, der både går gennem et brud og tilsyneladende også har økonomiske problemer
Tori Spelling arrives at iHeartRadio's ALTer EGO on Saturday, Jan. 14, 2023, at the Kia Forum in Inglewood, Calif. (Photo by Richard Shotwell/Invision/AP)
Tori Spelling bor nu i en campingvogn med sine fem børn.
 Foto: Richard Shotwell/Invision/AP

Det er ikke nogen hemmelighed, at Tori Spelling går gennem en hård tid.

"Beverly Hills 90210"-stjernen er for det første midt i et brud med sin mand gennem 18 år, Dean McDermott, og så er hun også blevet nødt til at flytte ud af sit hjem på grund af skimmelsvamp.

Og det står tilsyneladende rigtig skidt til med sidstnævnte.

I hvert fald har den 50-årige skuespillerinde nu været nødsaget til at flytte ind i en campingvogn med sine og eks'ens fem børn.

Det skriver Page Six.

En kilde tæt på familien fortæller til det amerikanske medie, at Tori Spellings boligsituation skyldes økonomiske problemer.

- Hun kæmper med pengene, siger kilden og fortsætter:

- Skimmelsvamp-situationen er slem, og det har været svært for hende at finde et sted at bo, fordi hendes økonomiske omstændigheder ikke er fantastiske, men hun gør sit bedste for at få tingene til at fungere for sig selv og børnene, fortsætter personen.

Tori Spelling har ikke udtalt sig om sin boligsituation.

Det var Dean McDermott, der tilbage i juni annoncerede bruddet mellem ham og "Beverly Hills"-skuespillerinden. Det gjorde han i et Instagram-opslag, som han dog siden har slettet.

- Det er med stor sorg og meget, meget tungt hjerte, at Tori Spelling og jeg har valgt at gå hver til sit efter 18 år sammen og fem fantastiske børn og starte hver vores rejse, stod der i opslaget.

Sponsoreret indhold