Matilde Kimer drømte om de skrå brædder

Vi kender hende nok bedst med skudsikker vest og hjelm på, når hun i øjeblikket rapporterer fra krigen i Ukraine.

Men udenrigskorrespondent Matilde Kimer havde en lidt mere glamourøs karriere i tankerne, da hun var yngre.

Den 41-årige DR-korrespondent drømte om at stå på de skrå brædder som musicalstjerne. Det fortæller hun i P1-programmet ”Stines søndag”.

- Det var det, jeg troede, jeg skulle bruge mit liv på, indtil jeg blev voksen – eller realist. Jeg elsker musicals, fortæller hun.

Kærligheden opstod, da hun som barn sang i kor og senere var hun med i alle de musicals, hun kunne komme i nærheden af. Og senere fulgte hun drømmen helt til London, hvor hun gik til optagelsesprøve på en musicalskole.

- Jeg går videre, men i virkeligheden ville det have været mere barmhjertigt, hvis jeg havde fået et afslag, siger hun med et grin.

For opholdet var hundedyrt, og talentet matchede ikke rigtigt de store drømme. Da Kimer nåede til den erkendelse, tog hun rygsækken på og drog ud i verden. Da turen gik til Rusland, forelskede hun sig hovedkulds i Sankt Petersborg.

Kærligheden til landet var så stærk, at hun beslutter sig for, at hun skal arbejde i og med Rusland. Og uddannelsesvalget faldt som bekendt på journalistik, og lige nu sender hun nyheder hjem fra konflikten i Ukraine.

I podcasten afslører hun også, hvordan hun kan bevæge sig rundt i krigshærgede lande uden at frygte døden.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Matilde Kimer drømte om de skrå brædder. Nu rapporterer hun fra krigen i Ukraine (Foto: Aller Media)

Som 14-årig blev hun ramt af lymfekræft, og behandlingen var så hård ved hende, at hun var på kanten af at stoppe den, da hun følte, den var ved at tage livet af hende.

- Behandlingen i 90’erne var nok en lidt anden type, end den er i dag. Det var sådan nogle klodser på to uger, hvor jeg både fik sprøjtet noget ind i kroppen, og jeg skulle spise piller. Jeg havde det bare så dårligt efter ti behandlinger, siger hun og fortsætter

- Det var ikke kun et spørgsmål om at have kvalme og være afkræftet. Jeg havde bare sådan en fornemmelse af, at jeg var på vej mod slutningen. Jeg fik sådan et instinkt. At hvis jeg skulle dø, så ville jeg dø af sygdommen og ikke af behandlingen, fortæller Matilde, som får lov at springe de sidste kemobehandlinger over og gå direkte til stråling.

Oplevelsen af at stå på kanten af livet, gav hende tidligt et afslappet forhold til døden.

- Det er en vished om, at døden kommer. Det er et faktum, og man får sjældent lov til selv at styre, hvornår den kommer. Det er ikke sådan et stort heroisk ”så må det ske, så må jeg dø”. Egentlig er døden ret usentimental for mig. Det kommer til at ske – helst ikke nu og helst ikke lige rundt om hjørnet, men jeg tror måske bare, at det har gjort mig mere afklaret med døden.