Kendte12. februar 2021

Jason Biggs fortryder: Sagde nej til hovedrollen i "How I Met Your Mother"

"American Pie"-stjernen kalder det for sit livs fejltagelse
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/jasonbiggs-joshradnor.jpg
 Foto: MEGA

I 1999 fik Jason Biggs, der i dag er 42 år, sit helt store gennembrud som kikset og liderlig teenager i "American Pie".

Siden er det ikke det store, vi har hørt til den amerikanske skuespiller, og i et nyt interview erkender Biggs da også, at han nok ikke tog de klogeste valg rent karrieremæssigt.

I et interview på radiokanalen SiriusXM fortæller Biggs, at han sagde nej til at spille Ted Mosby i hitserien "How I Met Your Mother", der blev sendt på tv fra 2005 til 2014.

- Jeg fik tilbudt rollen, ja, bekræfter han og fortsætter:

- Jeg fik tilbudt rollen, og det er nok mit livs største fejtagelse, at jeg sagde nej. Jeg tror, jeg var i en fase - og det lyder så forfærdeligt at sige det lige nu - men jeg havde det sådan: "Ok, vil jeg virkelig gerne lave tv?". Jeg tror ikke, jeg var helt klar til at gå ned ad den sti, forklarer han.

På det tidspunkt var Biggs fint tilfreds med at fylde kalenderen med filmjobs, men det gik hurtigt op for ham, at tv-roller måske ikke var så dårlig en ide:

- Jeg sagde nej, og så, I ved, så skete der to ting. 1) Showet blev kæmpestort. Vi ved alle, hvad der skete med det show. Og 2) Så var jeg sådan: "Jeg vil lave tv"!

Sidenhen har Biggs været med i "Orange Is The New Black, men han fortryder altså stadig, han sagde nej til "How I Met Your Mother".

- Hvis jeg skulle vælge én ting, som jeg ville have gjort anderledes, så ville jeg helt sikkert have taget det job. Helt sikkert, erkender han.

I "American Pie" spiller Biggs over for Alyson Hannigan, og hun spiller også en af hovedrollerne i "How I Met Your Mother", men han har ikke skulle høre noget fra hende om, at han sagde nej:

- Vi har aldrig talt om det. Jeg ved faktisk ikke, om hun ved det, afslutter han.

Sponsoreret indhold