Kendte5. januar 2022

Efter kritik: Golden Globe bliver HELT anderledes

Folkene bag Golden Globe har fået massiv kritik for at mangle etik og diversitet. Flere har boykottet showet.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210301-035542-5_68mb.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

Prisuddelingen Golden Globe finder sted på søndag amerikansk tid i en markant anderledes version.

Det traditionelle show, der er kendt for at være en af Hollywoods største fester, bliver således både uden publikum, vært eller medier i år.

Der vil heller ikke være en tv-station, der sender showet live, efter at tv-kanalen NBC trak sig fra den årlige uddeling.

Ændringerne sker, efter at Hollywood Foreign Press Association (HFPA), der uddeler filmpriserne, er kommet under massiv kritik for mangel på etik og diversitet.

Showet kom under lup i februar sidste år, da avisen Los Angeles Times beskrev, at HFPA ikke havde nogle sorte medlemmer blandt sine 87 journalister.

Efterfølgende beskyldte flere medlemmer af journalistforbundet også HFPA for at komme med sexistiske og racistiske kommentarer og for at udnytte deres position til at bede om tjenester af kendte skuespillere og filmselskaber.

Selv om meget i år ikke bliver, som det plejer ved Golden Globe, finder showet stadig sted ved det sædvanlige hotel i Beverly Hills.

HFPA begrunder det manglende publikum med, at det er et hensyn til coronasituationen og den hurtigt spredende omikronvariant.

Der er blevet sået tvivl om, hvorvidt Golden Globe stadig har en berettigelse i filmverdenen.

Mange medier og kendisser har boykottet uddelingen, i det mindste indtil der er foretaget ændringer. Blandt andet har skuespilleren Tom Cruise tilsluttet sig modstanden mod showet ved at tilbagelevere sin statuetter.

Skuespillerne Scarlett Johansson og Mark Ruffalo har også udtalt sig i skarpe vendinger om HFPA.

I oktober forsøgte HFPA at råde bod på nogle af problemer og tilføjede 21 nye medlemmer, hvoraf seks af dem er sorte. Forbundet ansatte også en mangfoldighedsdirektør.

Ved tidligere uddelinger har Golden Globe haft op mod 18 millioner seere. HFPA har oplyst, at der vil komme detaljer senere om, hvor man kan livestreame prisuddelingen.

Herunder kan du se nogle af de bedste og værste kjoler fra et af de tidligere shows:

De bedste og værste kjoler fra Golden Globe

Sponsoreret indhold