Kendte7. februar 2022

Badehotellet-skuespiller om sin rolle: - Jeg ligner Amanda

Amalie Dollerup kan i denne sæson af TV 2-hittet "Badehotellet" trække på sine egne erfaringer i rollen som hotelbestyrerinden, der nu er blevet mor
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

To alen af det samme stykke – næsten da.

I de helt nye afsnit af “Badehotellet” er hotellets bestyrerinde, Amanda, blevet 35 år – præcis ligesom skuespilleren Amalie Dollerup selv er.

Og så er Amanda blevet mor til Frida på tre år, mens Amalie selv har August på to et halvt år.

- At skulle have en karriere og samtidig være en god og tilstedeværende mor, at skulle jonglere de to ting, det er også meget sådan mit liv er, fortæller Amalie Dollerup til SE og HØR.

HVEM ER FAREN?

I første afsnit af den nye sæson får vi at vide, at faren til Amandas datter er en svensker, men om det nu også er rigtigt, hersker der mystik om.

- Det, at hun har fået et barn, giver hende en sårbarhed, siger Amalie, som naturligvis ikke kan afsløre handlingen i den nye sæson.

Men at Amanda har valgt at være alenemor, passer meget godt til hendes personlighed, mener skuespilleren selv.

- Amanda har altid stukket ud. Hun har haft et proformaægteskab, og hun blev skilt fra Grev Ditmar.

- Hun har aldrig gået den normale vej, og hun har altid været lidt foran for sin tid. Hun gør, hvad der er rigtigst for hende, og hun er rigtig god til ikke at tænke på, hvad andre synes om hende.

- Meget bedre end jeg selv er. Hun ville have det barn, selv om hun skulle stå alene med det, højst sandsynligt, forklarer Amalie.

En meget moderne kvinde

Når vi møder Amanda i sæson 9, er det få dage efter befrielsen i maj 1945, hvor hun vender tilbage til Andersens Badehotel, som er helt raseret, efter at tyskerne har haft kommandocentral i de fine stuer og på værelser.

Og med sig har Amanda nu datteren Frida.

- Amanda er en meget moderne kvinde, der både er alenemor og bestyrer et hotel. Hun tror på sig selv.

- Da hun kommer tilbage til det raserede hotel, tager hun fat og får gjort det hele i orden. Når hun sætter sig noget for, så gør hun det, fortæller Amalie om sin rolle.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/badehotel_1_0.jpg
 Foto: TV2

Krigen er forbi, og Amanda og hendes lille datter, Frida (Lara Azimi-Busekist), vender tilbage til Andersens Badehotel. Foto: TV2

- Amanda har altid inspireret mig. Hun er aldrig bange for at diskutere eller tage en konfrontation. Hun er vant til det hjemme fra sit barndomshjem.

- Sådan er det dog ikke i min familie. Der råber vi ikke af hinanden overhovedet. Det er meget stille og roligt og “Nå ja, det finder vi ud af”, siger hun med et smil.

På andre måder ligner skuespilleren den handlekraftige Amanda.

- At gå efter sine mål og gøre tingene ordentligt – det kender jeg fra mig selv, lyder det.

“Badehotellet”s niende sæson fik premiere på TV 2 Play 6. februar og på TV 2 7. februar.

Sponsoreret indhold