Kendte5. april 2019

Anders Matthesen afslører: "Ternet Ninja 2" er færdig

Anders Matthesen har netop færdiggjort bogen "Ternet Ninja 2"
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/robert_prisen_2019_tsl_20190203_0506.jpg
 Foto: Thomas Laursen

Der er gode nyheder til alle Anders Matthesen fans i det ganske danske land. Komikeren har netop færdiggjort bogen "Ternet Ninja 2". Det afslører han på sin Instagram-profil i en video fra et bildæk på en færge til Aarhus.

Og dermed kan alle fans af "Ternet Ninja"-universet se frem mod juni, hvor Matthesen i Instagram-videoen fortæller, at bogen udkommer.

Matthesen havde stor succes med filmen "Ternet Ninja", som med over 900.000 solgte billetter siden premieren i december, er én af de mest sete danske film nogensinde. Og Matthesen er altså ikke færdig endnu.

- Så er der lige kommet sådan en pakke her. Og det kan jeg ikke dy mig for at vise. "Ternet Ninja", bog nummer to, som jo i går aftes blev færdig. Anden gennemskrivning, siger Matthesen, mens han stolt viser filerne fra dét, der altså bliver til bog nummer to om den ternede ninja.

Matthesen fortæller også, at han nu skal bruge tiden på at læse korrektur og kigge på illustationer til bogen.

Det er i øvrigt Thorbjørn Christoffersen, Matthesens medinstruktør på "Ternet Ninja"-filmen, der atter står for dem.

- Super spændende. Det er blevet en rigtig dejlig bog. Den kommer til juni, så det kan man glæde sig til. Nu skal jeg lige tjekke, at der ikke er nogen stavefejl. "Ternet Ninja" - det er med T, siger Matthesen i videoen.

Måske en film nummer to

Matthesen fortæller til Ekstra Bladet, at der bliver et gensyn med Aske, hans familie og den ternede ninja-dukke, men at bog nummer to bliver anderledes, og at den kommer til at rumme et krimielement.

Og så bringer han i øvrigt gode nyheder til alle dem, der håber på en efterfølger til film nummer 1.

- Jeg har planer om at omsætte bogen til et filmmanuskript, og vi har fået udviklingsstøtte til tegnere, der kan begynde at komme med bud. Så jeg regner med at udvikle et manuskript, for det lader til, at der er en efterspørgsel på endnu en film, lyder det fra komikeren, siger Matthesen til Ekstra Bladet.

Dermed er det blot at håbe på, at filmatiseringen af "Ternet Ninja 2" på et tidspunkt bliver en realitet, så vi atter kan grine af den flabede ninja-dukke.

Sponsoreret indhold