Hollywood27. august 2016

Thomas Gibson overvejer komedie-comeback

Thomas Gibson, som efter et klammeri blev fyret fra "Criminal Minds", overvejer at vende tilbage til komediegenren
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/thomas-gibson.jpg
 Foto: AOP

Gennem 11 sæsoner brillerede Thomas Gibson i hitserien "Crimimal Minds", men det fik tidligere i august en prompte afslutning, da seriestjernen blev fyret efter et klammeri med en manuskriptforfatter.

Først blev skuespilleren suspenderet, men kort tid efter bekendtgjorde producerne, at Gibson ville blive skrevet helt ud af serien.

Det har fået mediet The Hollywood Reporter til at spørge skuespilleren, hvad han så skal lave arbejdsmæssigt.

Her afslørede Gibson til stor overraskelse, at han overvejer helt at skifte genre til der, hvor han i sin tid fik sit store gennembrud.

- Folk nævner altid, at de ville elske at se mig i en komedie igen. Måske er det på tide - latter er den bedste medicin, lyder det fra skuespilleren.

Samtidig afviste Gibson dog at genoptage sin glansrolle som advokaten Greg Montgomery i den hedengange tv-serie "Et umage par".

- Dharma og Greg ville nok være i gang med at ringe til deres skilsmisseadvokater. Det er trist, men sidst vi så dem, skændtes de, funderer han i interviewet.

I forbindelse med bekendtgørelsen af først suspenderingen og siden fyringen vedkendte Gibson sig ansvaret for klammeriet, som startede på grund af kreative uoverensstemmelser.

- Jeg elsker "Criminal Minds", og jeg har lagt mit hjerte og min sjæl i det gennem 12 år, sagde han i en erklæring.

- Jeg havde håbet på at kunne være med helt til slut, men det er ikke muligt nu. Jeg vil bare gerne sige tak til producenterne, skuespillerne, vores fantastiske hold og vigtigst af alt de bedste fans, en serie overhovedet kunne have håbet på at have.

Sponsoreret indhold