Hollywood18. november 2017

Se Serena Williams' fantastiske brudekjole

Serena Williams havde juveler for 22 millioner kroner på ved sit bryllup
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/serena-williams-18112017.jpg
 Foto: All Over Press
Kendislisten var lang som smørrebrødssedlen hos Ida Davidsen, da tennisstjernen Serena Williams (36) torsdag blev gift med sit livs udkårne, medstifteren af Reddit, 34-årige Alexis Ohanian. Stjerner som Beyoncé, Jay Z, Eva Longoria, Kim Kardashian, Kris Jenner, prins Harrys kæreste Meghan Markle og danske Caroline Wozniacki og hendes basketball-forlovede David Lee var blandt dem, der var med til at gøre dagen uforglemmelig for brudeparret.
Men Serena, der var festens naturlige midtpunkt, overstrålede dem alle i en fantastisk brudekjole. Serena Williams er veninde med chefredaktøren på modemagasinet Vogue, Anna Wintour, og bruden har delt detaljerne om sin meget smukke brudekjole med Vogues læsere. Kjolen er designet af Sarah Burton for modehuset Alexander mcQueen. - Jeg fløj til London for at mødes med Sarah for at tale om min brudekjole, og jeg endte med at blive stormende forelsket i en lang brudekjole af balkjole-typen - helt modsat af, hvad jeg havde tænkt mig på forhånd. Jeg faldt for idéen med at lave en balkjole, og den endte også med at blive helt fantastisk, siger Serena. Sarah Burton var også designeren bag Kate Middletons kjole, da hun blev gift med prins William.
Som supplement til kjolen bar Serena juveler til en værdi af 22 millioner kroner til brylluppet. Hendes mand var mere enkelt, men stadig elegant klædt i en smoking fra Armani. Parret, der for nylig blev forældre til datteren Alexis Olympia Ohanian Jr. blev gift ved en privat ceremoni i New Orleans. Da vielsen var overstået, skiftede Serena til en lidt mere komfortabel kjole, som hun havde på til receptionen.
Den var fra modehuset Versace, og havde taget en krig at lave. - Mine folk har arbejdet nonstop på den kjole for at få alle de små detaljer på plads, og der er brugt 1.500 arbejdstimer på kjolen, siger Donatella Versace om Serenas receptionskjole. Serena Williams og Alexis Ohanian begyndte at date i 2015, blev forlovet i dember 2016 og blev gift mindre end tre måneder efter deres første barns fødsel. Du kan se flere billeder fra det storslåede bryllup og festen, hvor Serena slår sig løs i en kort kjole og sneakers på dansegulvet her. Alexis Ohanian har lavet et opslag på Instagram, hvor han fortæller, hvor højt han elsker Serena. Han har illustreret opslaget med et billede af brudeparret i det øjeblik de kysser hinanden som afslutning på vielsen. Du kan se opslaget herunder.
Bryllupet skal angiveligt have kostet omkring seks millioner kroner, men det kan næppe mærkes på kontoen og resulterer ikke i et overtræk. Serena Willimas har tjent næsten en halv milliard kroner i pengepræmier for sine evner på tennisbanen og mindst det samme på sponsorkontrakter, så der er ingen smalle steder der. Det er der heller ikke hos hendes danske tennisveninde Caroline Wozniacki, der for to uger siden annoncerede, at hun var blevet forlovet med NBA-spilleren David Lee. David har foræret Caroline en fantastisk forlovelsesring, hvor alene den store diamant har en værdi af 7,5 millioner kroner. Den kan du se herunder.
GALLERI: Se gæsterne ankomme til Serena Williams bryllup.

Serena Williams' bryllup i New Orleans

Sponsoreret indhold