Hollywood6. november 2017

"Ringenes Herre"-serie i støbeskeen

Den populære trilogi af J.R.R. Tolkien bliver måske til en TV-serie
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/26.00531743.jpg
 Foto: All Over Press

Der findes allerede en film-version af "Ringenes Herre", men hvis det står til Amazon, får vi også en serie-udgave af J.R.R. Tolkiens bøger om hobbitter, elvere og dværge.

Amazon, der er mest kendt for at sælge bøger på nettet, har nemlig også en streamingservice ved navn Amazon Prime, og de satser nu på at lande en aftale med J.R.R. Tolkiens efterkommere om at få rettighederne til at lave en serie-version af det populære fantasy-univers. Det skriver Variety.

Det er selveste Amazons direktør, Jeff Bezos, der står i spidsen for forhandlingerne, og ifølge Deadline har streamingtjenesterne HBO og Netflix også været på banen for at sikre sig rettighederne til en TV-serie.

Alene rettighederne kommer til at koste i omegnen af 1,2 til 1,6 mia. kr. Dertil skal der lægges et budget på 640 til 960 mio. kr. pr. sæson.

De tre "Ringenes Herre"-film, der blev instrueret af Peter Jackson, indbragte mere end 19 mia. kr. fordelt over de tre film "The Fellowship of the Ring", "The Two Towers" og "The Return of the King", der udkom fra 2001 til 2003.

Alle tre film blev nomineret til en Oscar i kategorien "Bedste film", men det var kun den sidste "Return og the King", der høstede prisen sammen med priser for "Bedste instruktør", "Bedste screenplay" og otte yderligere Oscar-statuetter.

Jackson instruerede også "The Hobbit"-trilogien fra 2012-2014.

Sponsoreret indhold