Hollywood14. juni 2017

Planer i Manchester: Gør Ariana Grande til æresborger

Byrådet i Manchester planlægger at give sangerinden Ariana Grande status som æresborger efter terrorangrebet.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/ariana_grande_1.jpg
 Foto: All Over

Den amerikanske popstjerne Ariana Grande og den engelske by Manchester har siden 22. maj haft et specielt bånd.

Ariana Grande var netop gået af scenen i Manchester Arena, da en selvmordsbomber sprængte sig selv i luften og dræbte 22 mennesker og sårede 116 andre - mange af dem børn.

Efterfølgende har sangerinden gjort sit for at hjælpe ofrene og byen med at komme på benene igen, og det arbejde fortjener anerkendelse fra byen, mener byrådet i Manchester ifølge BBC.

Derfor fremsætter rådet nu et forslag om et nyt system, der skal gøre det muligt at tildele Ariana Grande titlen som æresborger i Manchester.

- Det virker som et passende tidspunkt at opdatere måden, hvorpå vi anerkender dem, der yder bemærkelsesværdige bidrag til vores bys liv og succes, lyder det fra byrådets leder, sir Richard Leese, til BBC.

Ariana Grande stod blandt andet i spidsen for støttekoncerten "One Love Manchester", der 4. juni indsamlede knap tre millioner britiske pund til ofrene, svarende til omtrent 24 millioner danske kroner.

- Vi har alle grund til at være meget stolte af Manchester og den robuste og medfølende måde, hvorpå byen og alle dem, der er forbundet med den, har reageret på de forfærdelige begivenheder den 22. maj, siger sir Richard Leese.

Planerne om at ændre reglerne for, hvem der kan blive æresborger i Manchester, bliver behandlet 12. juli.

Byrådet planlægger også at afholde en ceremoni senere på året, hvor de mange uselviske handlinger efter angrebet vil blive anerkendt.

/ritzau/FOKUS

Terrorangrebet mod Ariana Grande koncert i Manchester 22. maj 2017

Sponsoreret indhold