Hollywood15. januar 2017

George Michael døde juledag: Nu leder politi efter mistænkelige biler

Britisk politi forsøger nu at spore folk, der besøgte eller befandt sig i nærheden af musikeren George Michaels hjem i Oxfordshire i dagene op til hans mystiske død juledag
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/p_7.07419039.jpg
 Foto: All Over

Han var stemmen bag verdens nok mest elskede julesang, ”Last Christmas”. Desværre ville skæbnen, at julen 2016 blev hans sidste.

Juledag døde popikonet og musikgeniet George Michael i en alder af blot 53 år – og siden har britisk politi og myndigheder forsøgt at finde ud af, hvad der slog den populære musiker ihjel. Dog indtil videre uden held.

Derfor har britisk politi nu udvidet deres undersøgelse af dødsfaldet, og de forsøger nu at spore de biler, der enten har holdt parkeret i nærheden af musikerens hjem eller som ankom til hans bopæl i Goring-on-Thames, Oxfordshire.

Det skriver det britiske medie Mirror.

Politiet er meget interesseret i at tale med disse bilejere for at finde ud af, om de kan kaste lys over, hvad der skete i dagene op til juledag, hvor den 53-årige Wham!-musiker blev fundet død i sit soveværelse.

- Politiet har skruet op for efterforskningen af dagene op til Georges død og fokuserer på de personer, der kom for at besøge George. De kan ligge inde med vigtige informationer, der kan være nyttige. Der er stadig biler, som var tæt på ejendommen, som politiet prøver at spore ejerne af, udtaler en kilde tæt på politiet til det britiske medie Mirror.

I ugerne efter hans død har medierne flere gange tegnet et billede af en musiker, der var alene og ensom, men ifølge Sunday People havde George Michael flere besøg i dagene op til sin død.

Det var hans kæreste, hårstylisten Fadi Fawaz, der fandt George Michael død juledag. Et anonymt familiemedlem har overfor det britiske medie udtalt, at han finder kærestens opførsel omkring dødstidspunktet mærkeligt.

- Hvorfor sov hans kæreste i sin bil, når George har et stort hus? Det er alt sammen meget underligt. Vi bliver stadig holdt hen. Vi venter stadig på at høre noget om begravelsen. Vi vil bare gerne have svar og stede ham til hvile, udtaler den anonyme kilde til The Mirror.

Politiets foreløbige teori er, at George Michael døde som følge af et ”pludseligt opstået hjertesvigt” efter at have haft hjerteproblemer i en periode.

Du kan se billeder af George Michael i galleriet herunder:

George Michael er død

Sponsoreret indhold