Hollywood30. juli 2015

Kæmpestjerner genforenes i hot serie

Mange af dem var ukendte, da de i 2001 indspillede filmen "Wet Hot American Summer" - nu samles de igen for at lave en serie
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/wet_hot_american_summer_aop.jpg
 All Over Press

Da filmen "Wet Hot American Summer" udkom tilbage i 2001, var det med navne som Bradley Cooper, Amy Poehler, Elizabeth Banks og Paul Rudd på rollelisten. Dengang var de ukendte og upcoming skuespillere - i dag er de Hollywoodstjerner.

Nu genforenes de, når tv-serien "Wet Hot American Summer - First Day of Camp" har premiere på Netflix. Skuespillerne har nemlig sagt ja til at være med i en såkaldt prequel, der i otte humoristiske afsnit fortæller, hvad der skete op til der, hvor filmen fra 2001 sætter scenen.

- Det er en sjov udfordring at lave en prequel. Filmen foregår jo på sommerlejrens sidste dag, så det var spændende at kigge på, hvad der ligesom har ledt op til denne dag, fortæller producer David Wain til Ritzau Fokus.

Sammen med Michael Showalter står han bag både filmen og serien, og sammen fik de ideen om at prøve at samle det originale hold fra filmen til serien.

- Det var chokerende nok utroligt nemt. Vi ringede faktisk bare til skuespillerne og sagde, at vi havde denne her idé, og de var alle sammen med på den. Så handlede det bare om at finde et tidspunkt, hvor folk kunne, siger han og forklarer:

[node:aller-related-content]

- Alle havde det så sjovt, da vi lavede filmen i sin tid, og for mange var det jo den første film, de nogensinde var med i. Det var en speciel oplevelse, og jeg tror ikke, der er nogen, der tøvede ved udsigten til at kunne gå tilbage og lave mere af det, siger han.

Han bliver bakket op af skuespilleren Paul Rudd, der blandt andet har begejstret i film som "Anchorman" og "I Love You, Man".

- Jeg har aldrig haft det så sjovt, som da jeg lavede den film, og sådan tror jeg, vi alle sammen har det. Det var bare det bedste, siger Paul Rudd.

Selvom mange af filmens skuespillere er blevet megakendisser i mellemtiden, så har der for idémændene bag showet ikke været den store forskel på, hvordan det er at arbejde med dem.

- Det var forfriskende ens at arbejde med skuespillerne. Man mærkede faktisk ikke, at en stor del af dem er gået hen og blevet store filmstjerner i mellemtiden. Vi havde det bare rigtig sjovt og mindedes hvordan, det havde været for 15 år siden. Det var som en flok venner, der bare hyggede sig, fortæller David Wain, der dog allerede dengang filmen blev optaget kunne mærke, at der var noget specielt ved det hold, de havde samlet af skuespillere.

- Jeg kan især huske da Bradley Cooper og Elizabeth Banks kom til audition. På det tidspunkt havde vi aldrig hørt om dem før, men vi lagde virkelig mærke til dem. Man kan ikke forudse, om folk bliver filmstjerner, men det overrasker mig ikke, at de blev det. De var så nysgerrige og karismatiske og havde alle de ingredienser, der skal til for at blive stjerner, siger han.

Succesen har også overrasket skuespillerinden Amy Poehler, der blandt andet er kendt fra komedieserien "Parks and Recreation".

- Jeg tror ikke, der er nogen, der kunne have forudset den succes, vi alle sammen fik. Hvis vi mødes igen om 10 år, så går jeg ud fra, at en af os vil være præsident, joker Amy Poehler.

"Wet Hot American Summer: First Day of Camp" har premiere på Netflix fredag den 31. juli.

Sponsoreret indhold