Hollywood21. juli 2010

Kæmpeblæksprutte i Københavns havn

IT-milliardæren Paul Allen besøger Danmark i sin yacht Octopus
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/2010/kendte-udland/juli/nyoctopus-jpg.jpg

Den er enorm. Et 125 meter langt monster med en ubåd i bugen, to helikoptere på ryggen og et mylder af teknik, biografer, pladestudier og meget mere.
Blæksprutten - bedre kendt som Octopus - har lagt til kaj her til morgen ved Amaliehaven, hvor den får selv andre store lystyachts og sejlbåde ved siden af til at ligne små redningsbåde.

En af verdens rigeste mænd, medstifter af Microsoft, Paul Allen, ejer det syv år gamle skib, som siges at have kostet 1,2 milliarder kroner.

Det er dog stadig kun et greb i lommen for den 57-årige Paul Allen, der med en anslået formue på over 100 milliarder kroner hører til blandt de ti rigeste mennesker i verden.

Donerer formuen væk

Han er i øvrigt ugift og har ingen familie. Paul Allen udtrådte af Microsoft, da han blev ramt af lymfekræft, og efterfølgende bestemte han sig for at donere hele sin formue væk til godgørende formål i den tid, han har tilbage her på jorden.

Hvor længe den generøse amerikaner har tænkt sig at blive i København med sin blæksprutte vides ikke.

Det er ellers kun langs den sydfranske guldkyst, Sardinien og i USA, man normalt kan opleve nogle af verdens allerstørste og imponerende private yachter, men flere amerikanske IT-millardærer har sommeren igennem parkeret deres monster-store skibe ved Amaliehaven.


Sponsoreret indhold