Hollywood4. oktober 2015

Hugh Jackman taler ud om traumatisk barndom

Skuespilleren Hugh Jackman var så vred over sine forældres skilsmisse, at han først fandt ro i skuespillet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/hugh-jackman.jpg
 All Over Press

Hugh Jackman er kendt for sine enestående præstationer på filmlærredet, men bag det store succes-smil gemmer den 46-årige skuespiller på meget smertefulde barndomsminder.

Den Oscar-nominerede "Les Misérables"-stjerne er snart aktuel i en ny Peter Pan-film, men indspilningerne kom meget tæt på Jackman, der ligesom Peter Pan også blev forladt af sin mor.

- Min mor forlod familien, da jeg var otte år, men min vrede kom først frem, da jeg blev 12-13 år. Den blev udløst, da mine forældre alligevel ikke fandt sammen igen. Jeg havde gået rundt i alle disse år og troet, at det ville ske, siger den australske stjerne åbenhjertigt i et interview med Parade.

- Jeg var den yngste i søskendeflokken, så jeg plejede altid at komme hjem først, men jeg var så bange og frustreret for at gå indenfor, at jeg ventede. Det begrænsede mig at være et meget bange barn, men det hele bundede i afmagt, fortæller Jackman.

- Det nåede kogepunktet, da jeg blev teenager med blandingen af vrede og hormoner. Jeg har aldrig fortalt det her før, men i min skole havde vi nogle metalskabe, som jeg knaldede hovedet ind i, til der kom en bule i dem, siger Jackman, der til sidst blev reddet af skuespillet.

- Jeg er blevet opdraget meget religiøst og gik tit til gudstjenester. Da jeg var 13 år gammel, fik jeg det her klarsyn om, at jeg skulle stå på en scene ligesom præsterne.

- Når jeg optræder, får jeg naturligt fred, ro og lykke. Nogle gange føler jeg, at jeg er mere mig selv på en scene end uden for den. Inden jeg går på, plejer jeg at bede til Gud. På scenen føler jeg en slags naturlig intimitet. Jeg kan føle mig lige så intim med publikum, som jeg gør med min kone, siger Jackman, som kan ses i filmen "Pan" fra 8. oktober.

Sponsoreret indhold