Hollywood3. juli 2018

Harvey Weinstein risikerer livstid

Ny sexanklage mod den detroniserede filmmogul, Harvey Weinstein
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/harvey-weinstein-03072018.jpg
 Foto: All Over Press

Anklagerne mod den detroniserede filmproducent Harvey Weinstein hober sig op.

I maj meldte han sig selv til politiet og blev sigtet for voldtægt og et sexovergreb.

Sagen mod Harvey Weinstein begyndte at rulle i oktober sidste år, da New York Times afslørede, at han i tre årtier har brugt sin magt i USAs filmindustri, til at voldtage og begå diverse sexovergreb på kvinder.

Kvinderne tav om overgrebene, fordi Weinstein - hvis magt var nærmest uindskrænket - truede kvinderne med, at ødelægge deres jobmuligheder i filmindustrien for altid.

Men efter New York Times' artikler er det væltet frem med kvinder, der i årevis var alene med deres viden om Weinsteins overgreb.

Og avisens afsløringer blev afsættet til hele #Meeto-bevægelsen hvor kvinder og mænd fra film og underholdningsbranchen både i USA og resten af verden er trådt frem og har fortalt om de overgreb, de er blevet udsat for.

Harvey Weinstein har muligvis forgrebet sig på helt op til 100 kvinder, men foreløbig er han blevet tiltalt for voldtægt/overgreb på tre kvinder.

I maj blev 66-årige Weinstein sigtet for en voldtægt mod en kvinde i 2013 og flere forskellige former for sexovergreb mod en anden kvinde i 2004.

Nu er der så kommet en sigtelse oven i bunken.

Weinstein er sigtet for ved hjælp af tvang at have udført oralsex på en kvinde omkring den 10. juli 2006, men han har endnu ikke været indkaldt til retten i den sag, hvor der er en straframme fra ti års fængsel til fængsel på livstid.

Da han blev præsenteret for de to sigtelser i maj, erklærede han sig uskyldig og blev løsladt mod en kaution på en million dollars.

Han bliver formelt sigtet i retten for overgrebet fra 2006 den 9. juli i år.

Også her vil han erklære sig uskyldig, oplyser hans advokater.

Weinstein er endnu kun formelt blevet sigtet for forbrydelser begået i New Yorks politidistrikt, men han er også under efterforskning i Californien og London.

Også en række andre Hollywood-navne efterforskes, men Weinstein er hidtil den eneste, der er blevet sigtet.

Kort efter, at afsløringerne om Weinstein begyndte at rulle valgte hans hustru, Georgina Chapman, at forlade ham.

- Mit hjerte er knust på vegne af alle de kvinder, der har gennemgået en utrolig stor smerte på grund af disse utilgivelige handlinger. Jeg har valgt at forlade min mand. At tage mig af mine børn er min førsteprioritet, og jeg beder medierne om privatliv i denne tid, fortalte Chapman i en pressemeddelelse til People.

Weinstein, 66, og Chapman, 41, blev gift i 2007 og har to børn sammen, India Pearl på syv og Dashiell Max Robert på fire.

Sponsoreret indhold