Det frække7. december 2016

Smid tøjet og mal hinanden

Bodypaint er frækt - og en glimrende måde at udforske hinandens kroppe på
Af af
Bodypaint
 Sara Skaarup Foto: All Over, privat

Hvad gør man hvis man gerne vil udfordre sine grænser og tage sit eget udseende lidt mindre alvorligt? Man melder sig da til en workshop i kropsmaling. Følg Tidens Kvinders udsendte med pensel og farver i kampen mod blufærdighed.

Træt af at være træt af det

Seriøst – jeg er virkelig træt af at være hæmmet omkring min krop. Jeg mener, når man er 39 år, godt gift og mor til to, er det så ikke på høje tid at slutte fred med sit fysiske hylster? Det synes jeg. Så i nogle år har jeg målrettet udfordret mig selv med både mentale og konkrete udfordringer. Og denne sommer fik jeg så chancen for endnu en milepæl i distancen mod den frie krop: “Mal på nøgne kroppe og bliv selv malet på”- workshop.

Massiv modstand

Chancen dukker op på Sexsibility festivalen i Sverige (Sexsibilityfestivalen er en fem-dages workshop i meditation, dans, intimitet, relationer, sex og kærlighed, red.). Modstanden er der stadig. Men nu også tanken om, hvad der egentlig kan ske ved at gøre det - alligevel.

Workshoppen skal starte kl. 13, og i den halve time inden ligger jeg i solen og har alle mulige sære tanker, der alle prøver at afspore projektet: Der er garanteret nærmest ingen kvinder, der melder sig til den slags. Kun en masse klamme, gamle mænd. Måske de vil prøve på noget, og bliver pisse liderlige af det maleri? Og hvad med mine hår på benene? De er korte nok til at være usynlige, men når folk skal helt tæt på, så skal de altså ikke slås med at male på et ryatæppe, tænker jeg. Mig over og shave i sidste øjeblik. Det går alt for stærkt, og jeg ankommer til det store telt, hvor workshoppen skal være, lettere forpustet og med snitsår på læggene. Flot.

Flyvende bh

Der er allerede kommet ca. 10 mennesker, musikken spiller, og folk danser lidt prøvende rundt i teltet. Calle Rehbinder, der skal lede workshoppen, står og piller ved anlægget. Jeg føler mig lidt på gyngende grund, det ville være rart med lidt tryghed og opbakning, så jeg går op til ham og siger: – Jeg er stadig hæmmet over min krop, så jeg tænkte, at det ville være godt for mig at tage på den her workshop.

Workshoplederen ser oprigtig glad ud over min kommentar. Som om der er noget at fejre. Han kaster armene i vejret – og så tager han med få snuptag sit eget tøj af. Det hele. Derpå kaster han sig ud i fællesdansen, og hans initiativ smitter, flere hiver straks kludene af. Så danser folk rundt der mellem hinanden. Dammit, tænker jeg, vi kan vel ligeså godt komme i gang. Jeg river kjolen over hovedet og kaster den hen i et hjørne af teltet, bh og trusser følger efter.

Sygt selvbevidst

Så er jeg nøgen blandt de andre, smådanser lidt. Det føles på en måde som at være i børnehave. Græsset kilder under fødderne. Det er dejligt ikke at have tøj på sådan set – jeg føler mig fri i det. Men jøsses, det er uvant. Jeg føler en akut trang til at passe mig selv, hvilket jo er lidt svært i den givne kontekst, så jeg vender blikket lidt væk, mens jeg er opmærksom på ikke at danse alt for vildt, så det hele gynger alt for uklædeligt. Mine øjne kan ikke lade være med også at tjekke ud, om de andre kigger på mig. Det gør de. Nogle gange. Min hjerne vil gerne afkode, om de kan lide det, de ser, eller er skuffede over synet. Jeg skælder ud på mig selv indeni. Det er jo lige meget! Det handler ikke om at være smuk, det her. Jeg vil have det sjovt.

Så kalder Calle os sammen ved det store malerbord, der er stillet op i midten af teltet med plastikunderlag forneden. – Nu skal vi bare lege og nyde det og have det dejligt, siger han.

https://imgix.seoghoer.dk/media/tk/mal-p%C3%A5-hinanden.jpg
 Sara Skaarup Foto: All Over, privat

Udfordrende intro

Der står en masse pensler og alle regnbuens farver fordelt i flade bøtter på bordet. Workshoplederen viser os teknikken, der får de hårde farver til at bløde op og blive våde og gode at male med. Han forklarer og forklarer. Vi lader alle sammen som om, at vi kigger interesseret, men for mit eget vedkommende er jeg travlt beskæftiget af at tilpasse mig den ukendte situation.

Her er din frække juleønskeliste

Der sker intet truende eller seksuelt lige nu, men jeg er alligevel på dupperne. Instruktøren er tilsyneladende fløjtende ligeglad med, at han er nøgen, mens han introducerer dagens aktivitet. Vi skal endelig slå os fri med motiverne, siger han, og slår selv de første, lyserøde streger diagonalt ned over en glat kvindekrop. Den frivillige prøvemodel ser ud til at nyde det. Imens får jeg en stærk indskydelse til at folde armene over brysterne.

På en eller anden måde er det endnu mere sårbart at lade det parti være til frit udsyn, end at mine nedre regioner kan ses. Og røven, nå ja, den må klare sig selv, den kan jeg ikke dække ind nu… Jeg stiller mig tæt bag en kvinde og føler mig lidt bedre tilpas.

> Læs også: 5 frække rollespil til jer der tør lege med erotikken

Levende lærred

Så er det deltagernes tur, og man skal bare finde sammen, som man vil. Jeg er forsigtig med ikke at kigge nogen i øjnene. Jeg magter ikke helt at blive opsøgt af nogen mand, så jeg skynder mig over til pigen, der allerede er påbegyndt som kunstværk, og spørger om jeg må male hendes ryg. Det må jeg. Jeg står lidt i yderkanten af feltet med ryggen mod teltdugen så ingen foranlediges til pludselig at angribe mig med en pensel bagfra. Det hjælper mig at krybe ind i maler-rollen. Jeg koncentrerer mig, og det er dejligt sanseligt at male på hendes bløde, gyldne hud. Farven dufter svagt sødligt. En stor smuk rose vokser frem på kvindens rygrad og skulderblade.

En mand, jeg kender en smule hjemmefra, kommer og spørger, om jeg vil males. Jeg er relativt tryg ved ham, og jeg siger ja. Han begynder på forsiden, maler en stor grøn stilk ned midt på min krop, der bliver til en blomst – to gule blomsterhoveder på brysterne. Det kilder behageligt og er lidt køligt, når penslen glider over huden. Musikken kører fortsat, og koncentrationen sænker sig over de ca. 14 malende og påmalede mennesker. Rundt omkring mig bliver folk mere og mere ambitiøse med deres skaberværk.

En mand maler sin kæreste, som var hun iført frækt lingeri med lange sorte handsker og selvsiddende strømper. En anden får hele kroppen dækket af leopardpletter i alle farver. Udenfor trommer regnen på teltdugen. To store gasvarmere sørger for, at alle vi amatørkunstnerne ikke bliver alt for kolde, mens vi arbejder på hinandens kroppe. Som tiden går, bliver det lidt nemmere at være nøgen, men jeg glemmer først mig selv helt, da jeg igen træder ind i maler-rollen. Et kæmpe stort sejlskib toner frem på ryggen af ham, der før dekorerede mig.

Køb lækkert julelingeri

Intimmaling: Fissekunst og pikkedyr

Instruktøren går rundt og renser pensler og ser ud til at hygge sig.
– Vær kreative, dæk hele kroppen, lyder opfordringen. Calle fortsætter:

– I dagens anledning har vi også besøg af en fissemaler og en pikmaler. Så hvis I skal have jeres køn smukt dekoreret, så er det hos Anna derovre, hun laver så fine pikkedyr. Og Alexander sidder der og skaber fissekunst, han elsker virkelig fisser. De to mennesker smiler venligt fra hver deres strandstol i forskellige hjørner af teltet. Jeg tager en dyb indånding, savner et kort øjeblik mine trusser. Uha, jeg er kommet i meget skamfrit selskab her. Den nye udfordring – intimmaling – gør mig igen lidt usikker. Er det nu nødvendigt? Skal det til, hvis jeg vil være rigtig fri?

https://imgix.seoghoer.dk/media/tk/mal-p%C3%A5-kroppe-kursus.jpg
 Sara Skaarup Foto: All Over, privat

Dyr dernede

Mændene får én efter én deres penisser omskabt til en tomatranke, en elefant, en solsikkeblomst. Jeg kan ikke lade være med at grine. Det ser sgu’ sjovt ud. Flere af pigerne går uden tøven hen og bliver malet mellem benene. Alexander, der maler, har læsebriller siddende på næseryggen og ser meget alvorlig ud. Der kommer nogle smukke intimmalerier ud af hans arbejde, men jeg tager alligevel beslutningen om, at jeg ikke behøver at have mit køn dekoreret. Små slag her – og det føles altså ikke som om, det er noget jeg skal.

[node:aller-related-content]

Efterhånden er vi alle ved at være så farverige, som vi kan blive. Jeg ser ned af mig selv. Jeg ligner én, der lige har lagt krop til en vuggestues fingermaling – men pyt med det. Det er processen, ikke målet, vi går efter her. Udenfor er regnen ved at stilne af. Én efter én forlader vi det nu totalt farvebombede plastikunderlag og danser hen foran højttalerne. Det er så cool at se på de andre, der bevæger sig i deres farvekostumer. Folk ser lettede og gladere ud nu, end da vi startede, og det går op for mig, at jeg vist også bevæger mig med en anden frihed. Ja, stemningen er bestemt højere end for et par timer siden dér på dansegulvet.

Rumpebump og exhibitionisme

En ældre fyr er helt eksalteret og vil lave “rumpe-bumpning” med mig i dansen. Egentlig uskyldigt nok, der er vel endnu ikke nogen, der er død af at slå hofterne sammen. Men jeg kan konstatere, at min intimsfære skrumper væsentligt, når jeg ikke har tøj på – bemalet eller ej. Jeg giver ham simpelthen et stoptegn med hænderne og danser væk.

Det dér er ikke på min ønskeliste. Det er det til gengæld at blive set på. Den sky er blevet lidt mere modig, og jeg synes pludselig, at det er synd, hvis det kun er de andre på workshoppen, der skal se vores kunst. Der er jo hele 100 andre mennesker på andre workshops på festivalen, der også er ved at være færdige med deres eftermiddagsprogrammer nu. Da jeg kort efter står udenfor sammen med en af de andre piger, og en flok fyre kommer forbi og standser op og kommenterer anerkendende, gløder jeg. Åh, så vidunderligt at stå der med deres blik på mig! Men kun ganske kort.

Så bliver jeg alligevel genert. Skynder mig ind i baderummet med en anden kvinde, glad og varm i kinderne. Det må være nok udfordring for en dag. Jeg gjorde det virkelig, jeg gik fullmonty og gav den hele hippie-armen, og det var jo faktisk sjovt. Ikke farligt. Godt klaret, siger jeg til mig selv. Og giv mig lige sæben. Og lad mig så få mit tøj på igen, tak.

Sponsoreret indhold