SEOGHØR.DK
Han har masser af penge på bankbogen. Han er feteret. Kvinderne elsker ham. Og så er han en hamrende god skuespiller.
Den 40-årige engelske charmetrold Daniel Craig, der atter huserer i biograferne som James Bond i den nye film ”The Quantum of Solace”, har om nogen formået at skabe sig en storstilet karriere ud af ingenting.
Skuespillet kom på ingen måde ind med modermælken. Faderen var sømand, derpå stålarbejder og siden pubejer, moderen arbejdede som kunstlærer. Forældrene blev skilt, da Daniel var blot fire år gammel, og det betød en del flytten rundt til forskellige bopæle i England i en mildest talt forvirrende barndom, hvor det var stort set umuligt for ham at skabe et solidt ståsted i tilværelsen.
Men trods et liv langt væk fra teaterscener, bonede gulve og stjernedrømme begyndte lille Craig hurtigt at få interesse for skuespillet. Derfor startede han som 16-årig på det anerkendte, turnerende National Youth Theatre. Samtidig tjente han til dagen og vejen på lurvede restauranter som afrydder og i kummerlige køkkener som opvasker.
Det skulle hurtigt ændre sig. I 1988 kom han ind på en musik- og dramaskole, der banede vejen for deltagelse i alskens teateropsætninger og en debut på det hvide lærred i filmen ”The Power of One” fra 1992.
– Jeg ville altid være skuespiller. Jeg havde arrogancen til at tro, at jeg ikke kunne blive noget som helst andet, har Daniel Craig engang udtalt.
Med far i biffen
Men det gik langsomt med at kapre de store hovedroller. Indtil i 2005, hvor det uventede gennembrud kom.
Rollen som James Bond stod ledig efter flødebollen Pierce Brosnans afgang, og på trods af Craigs mere blonde udtryk og sit på verdensplan relativt ubeskrevede navn, fik han tilbudt rollen – i øvrigt velsignet af både Roger Moore og Sean Connery.
Som lille så han ”Live and Let Die” med sin farmand i biografen – og netop dén førstegangsoplevelse sikrede James Bond-
figuren en plads i hans hjerte for altid. Da producer Barbara Broccoli ringede og fortalte, at han havde fået rollen, gik han derfor helt amok.
– Jeg stod og købte opvasketabletter i et supermarked, da hun ringede. Jeg tabte dem på gulvet og gik hen for at købe en flaske vodka i stedet, griner Craig, som er helt på det rene med rollens betydning for karrieren.
Læs meget mere om Daniel Craig i SE og HØR og husk at køb "Casino Royale" med ugens blad.